Kviums monstrøse og mesterlige karikaturer

Der er noget dybt fascinerende ved Michael Kviums figurer, og så er hans teknik fremragende. Omfattende udstilling på Trapholt viser hans store malerier i helfigur.

I kridhvide rum, velbelyste, hænger de. Som sædvanligt hos Michael Kvium monstrøse individer, drevet ud i karikatur af deres supertanker – om sig selv. Der er tale om store malerier i helfigur. Isolerede på egalt farvede flader uden meget andet rum end det, skyggerne skaber.

Og de er såmænd sære nok, de konfigurationer. Skyggerne taler nemlig med, kommenterer. De optrædende viser sig for os, isolerede uden mulighed for at skærme sig. Derfor kan de lige så godt stå ved deres dårskaber, erkende deres fangenskab. Der er sparet på rekvisitterne, men tøjet, klæderne spiller en stor rolle. Også når de ikke er der.

Baggrunden for udstillingen findes i en gruppe Kvium-entusiaster, der i fællesskab har erhvervet disse malerier og ladet dem ophænge i Horsens Ny Teater. Nu skal de efter udstillingen fordeles mellem de enkelte medlemmer af samejet. Det er måske sidste gang, maleriserien er samlet.

Centralt i udstillingen ligger noget, der minder om en sæl i bronze. Det er det blot ikke, men et menneskeligt kranium, altså et dødningehoved, med en skal, et baghoved så stort og langt som en sæl. Med den ville man givetvis være i stand til at tænke større – havde det ikke været for alle tings endelighed. Hvad er større? Hvad ville man kunne have tænkt? Kunne man have regnet det ud for de eksistenser, som Kviums malerier viser os? Og skal vi ynke dem, fordi de ikke er tænkt bedre, ikke selv har tænkt større og længere end til deres egne umiddelbart foreliggende muligheder og iboende menneskelige dårskaber?

Der er noget næsten repræsentativt over malerierne i sig selv og i deres ophængning. De er skarpe og nærmest gravitetiske, minder til tider om flamsk kunst fra 1500- og 1600-tallet. De kunne hænge i et repræsentativt rum som en riddersal eller et universitetsbibliotek – men der er noget med typerne, der ikke helt kvalificerer dem.

De mangler dels den repræsentative ramme – helt enkelt hænger de i blændrammerne på væggene. De løfter ikke sindet mod noget højere og ædlere. De er af maleren blevet ledt ind i en verden, de ikke helt ved af at være hjemme i. De kan ikke handle, ikke deklamere, for deres hænder er ofte bundne af de endeløse ærmer som spændetrøjernes.

De bærer masker, er fanget i deforme kroppe, i håbløse handlingsmønstre. At kalde dem dødssynder ville være forkert, for der er intet syndigt ved dem. De er derimod hjemsøgte som mennesket i den menneskelige komedie, hvor døden spiller op. Her er ingen moral, ingen anvisning. Kun konstatering. Pigen er en vare, der end ikke kan sælges på bud, manden med de alt for store bukser og viagrapillen kommer nok ingen vegne med den. Rigmandsfruen i pels bruger synet på et gult maleri med titlen ”Violet”.

Lemmerne bliver dyrs som på ballerinaen. Skygger bliver knogler eller egentlige lemmer som på den værdiløse luder. Maleren, Kvium selv, har en hjælper til at klare ærterne på lærredet. Verden leger, virkeligheden spiller med, fortolker. Og bliver vi klogere?

Det er hyperrealisme uden at være det. Også det er generende. Hvorfor vender man ikke bare ryggen til? Der er noget dybt fascinerende ved Kviums figurer, og så er hans teknik fremragende. Hvert individ står knivskarpt, redegørelsen er eminent, hvad enten Kvium maler eller spartler op. På en mærkelig måde finder øjet hvile i de store lærreder – og drager dermed vor interesse. Det er godt tænkt. Godt gjort.

Farverne er grelle som hos den sene Willumsen, og der lurer citater af den store europæiske kunst i dem, men det forekommer aldrig relevant at søge at åbne malerierne på den måde. De bør ses som de er, i deres uomgængelighed, som performance, i deres lemfældige insisteren.

Man kan indvende mod udstillingen at den er uformidlet. Den får lov til at virke alene sammen med en aldeles glimrende video med Michael Kvium, som man faktisk bør sætte sig og se – og ikke mindst lytte til. Derudover er der som sagt blot lærrederne. De må tale for sig selv.

På museet er problemet til en vis grad den ret åbne struktur på Trapholt, der er vært for mange udstillinger på samme tid. Der er lidt for megen summen og larm i kanterne. Man kunne nok have foretrukket et mere lukket rum med absolut ro. Det er, som man tager det. Kataloget er summarisk med tekst af Karen Grøn og reproduktion af alle værkerne. På trods af det gode trykkeri går malerierne ikke så godt igennem her.

På det bløde papir mister de farve og intensitet, så der er kun én vej til bedre og større viden og indsigt, nemlig at tage til museet Trapholt ved Kolding Fjord.