Michael Kvium er kendt for sin kunst, der viser menneskehedens allerværste sider.
Han er en stor mand, ikke kun på den danske kunstscene, det er han faktisk også i virkeligheden.
Michael Kvium fylder hele døråbningen, da han byder os indenfor i sit store atelier på Ydre Nørrebro.
Fra alle hjørner skuler krumme, blege, intetkønnede væsner fra deres ofte dystre, ensfarvede billedlærreder, som er kendetegnende for malerens mangeårige kunstneriske virke.
Kunstneren, der gang på gang har forarget sit publikum med uhyggelige og provokerende eksistenser, ja, til tider skabt raseriagtige tilstande blandt tilskuerskaren, er i den grad sin rolle som kunstner og provokatør bevidst:
»Det dejlige ved kunst er, at det er absolut frivilligt, derfor kan man tillade sig at gå rimelig langt, ja, man kan tillade sig at gå lige så langt, man vil. Det er meget svært at blive rasende på en kunstner, det jeg har aldrig forstået, at nogen gør. Man kan jo bare vende ryggen til, så er det der ikke. Men når jeg nu taler om den frie kunst, så mener jeg det virkelig alvorligt!«, siger han.
Samme frisure som sine malerier
Et stort smil breder sig i det karismatiske ansigt. Han har samme frisure som mange af figurerne i hans malerier. Skægstubbene har fået lov at stå et døgns tid. Og håret har stort set samme længde.
Michael Kvium sætter i sin kunst spørgsmålstegn ved menneskehedens bagsider og blinde vinkler.
Han vil gerne minde sin beskuer om, at man en gang imellem skal se virkeligheden for, hvad den reelt er.
Virkelighedens synliggørelse
Kvium peger på, at nutidens samfund har blind tiltro til autoriteter.
Han stiller ofte spørgsmålet: Hvad sker der, når normerne for den tiltro skrider?
Selv eksemplificerer han med den katolske kirkes nylige misbrugssager, hvor præster har måttet forlade deres embeder, fordi de har forbrudt sig mod yngre drenge:
»Den der naivitet og blindhed, den har interesseret mig hele tiden. Hvad er det, der gør, at vi faktisk ikke ser den reelle virkelighed? En årsag kan være, at vi ikke orker at se den, fordi vi bliver nødt til at beskytte os selv, i stedet for at være ’eyes-wide-open’ hele tiden. For det er en skræmmende tilstand. Men der er faktisk mange kunstnere, der påtager sig netop det job«, siger han.
En rigtig tøsedreng
Ham selv iberegnet, selvom han ikke altid er meget for det:
»Der er meget, jeg ikke kan holde ud at se. Jeg er en rigtig tøsedreng, men en nysgerrig en af slagsen. Det kan godt være en af de grunde til, at jeg har valgt at være kunstner, fordi jeg tager livet i små portioner og bearbejder dem«, siger kunstneren, der betragter sin kunst som en renselsesproces:
»I mange tilfælde er min kunst en ren katarsisbevægelse – simpelthen en gennemlevning af, hvad det er, jeg oplever og ser i virkeligheden. Jeg prøver på en og anden måde at omskrive det, for ligesom at se, hvorfor fanden det er, vi er sådan? Og hvorfor vi gør de ting, vi gør«, grunder han, mens han tager en slurk te med den ene hånd og et drag af den rygende cigaret, som oftest sidder i den anden hånd.
Messe for gallerierne
For Michael Kvium er det at være repræsenteret på Art Copenhagen i Forum en mere sekundær ting, end det måske er for nogle nye og mindre etablerede kunstnere.
Han er ikke en handelsmand, og præmissen for en kunstmesse, hvor kunst bliver betragtet som en handelsvare, komplicerer forholdet til kunsten for ham. Selv om han dog er udmærket klar over, at det er den måde, man tjener penge på:
»Art Copenhagen er jo først og fremmest galleriernes udstilling. Det er der, gallerierne præsenterer, hvad de har, og hvilke kunstnere de har i stald – både over for hinanden og selvfølgelig også over for publikum«, siger han.
Klassisk Kvium
Det bliver ligesom en måde for gallerierne at melde kulør på, uddyber han, men afviser ikke, at det er et godt forum for unge gallerier at bryde igennem og præsentere helt nye kunstnere.
Selv bidrager han til i år med blandt andet værket ’Den guddommelige dumhed’, der kan ses hos Galleri Brandstrup.
Her er tale om klassisk Kvium, for i værket fortolker han på parodisk vis historien om Adam og Eva i et hjørnebillede, hvor to skabninger står med ryggen til hinanden:
»Det kan tolkes i mange retninger; om det er religionen, der er den guddommelige dumhed, eller om det er menneskeheden, der er den guddommelige dumhed, ja, eller mig, der er den guddommelige dumhed«, siger maleren om de to blege, kvabsede skabninger. Han slår en tør latter op.
Desuden kan man se ’A Tail Tale’ hos Franz Pedersen på Art Copenhagen. Også dette værk er sammensat af flere malerier, for Michael Kvium mener, at der opstår en interessant fortælling i ’clashet’ mellem værkets forskellige dele.
Ny stil med birketræer
Samtidig repræsenterer ’A Tail Tale’ en ny stil, som Kvium har dyrket de seneste år. En stil, der ikke er nær så dyster og uhyggelig som tidligere. Birketræet har blandt andet sneget sig ind som gennemgående motiv i det, som kunstneren selv kalder den mere »stille« periode af hans kunstneriske virke.
Men Kviums formål med sine malerier er stadig at fortælle historien om menneskets skræmmende grundvilkår:
»Birketræet er et grotesk træ. De der underlige, blege, abnorme træer, der kan overleve alle vegne«, siger han og fortsætter:
»De bliver nærmest sådan nogle skulpturelle eksempler på liv«.