Michael Kvium Foto: Sebastian Jordahn
Michael Kvium er aktuel med Fools på ARoS. En 23-årig, sideløbende serie af malerier der fanger den rå sandhed om menneskeheden med en ”take-no-prisoners”-attitude. Kviums fjolser hænger, på angstprovokerende vis, side om side og ligner en type vi alle sammen har set før – måske på gaden eller i spejlet.
Jeg blev inviteret op til Michael Kviums sommerhus i Asserbo til en snak om udstillingen, som udviklede sig til en længere snak om at være ung og vild i 80’erne, modernismens kollaps og hvad fanden der skulle ske efter det. Her er den første del af en samtale med kunstverdenens svar på Kim Larsen.
Michael, du har arbejdet på denne serie siden 1991. Hvordan forholdt du dig til dem før du besluttede at udstille dem?
Jeg har brugt dem som en slags laboratorium, mens jeg er igang med andre værker. Jeg forholder mig lidt til dem som en slags castingbureau, fordi meget tit dukker et fjols eller en rekvisit op i en senere og større sammenhæng. Det kan også ske omvendt. De har alle sammen hængt her i værkstedet, så jeg kender dem ualmindeligt godt.
Hvem er fjolset?
Det er nok os alle sammen. Jeg arbejder med genkendelse på flere planer. At genkende fjolset er jo ligesom at lægge mærke til noget der træder ved siden af hvad der ideelt. Det i sig selv er skræmmende at vi har en så grundliggende ide om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Både rent visuelt men også æstetisk, om hvordan vi burde se ud. Det handler om, hvordan vi går klædt, hvordan vi gebærder os. Det apparat bruges til at kende forskellen på ’dem’ og ’os’, som en livsnødvendighed - en oldgammel del af hjernen, der genkender vores egen stamme i stedet for de andre stammer. Men i den moderne verden bliver hele problematikken mere kompleks. Jeg har ikke haft nogen i tankerne, jeg har heller ikke malet efter en model. Jeg har kun arbejdet med det, der kommer frem på lærredet. Jeg genkender noget, som jeg ikke helt ved hvad er, det kan være et blik, det kan også være en rekvisit, som er en reference til noget kulturelt – med hvordan vi prøver at skjule os eller pynte os. ’Fools’ har en dobbeltbetydning, i starten kaldte jeg dem ’Idioter’ som er absolut negativt ladet. ’Fools’ har den dobbeltbetydning at det også kan være en gøjler. Jeg synes også det er interessant, at vi som mennesker gøgler over for hinanden. Hvis moden forskriver, at man skal gå med bukserne helt nede om hælene, ja så gør vi jo det. Det samme gælder holdninger og ideer. Det er faktisk ret skræmmende, hvordan vi lader os føre igennem tilværelsen, uden at vi reelt set tager stilling til noget selv.
Har du aldrig ladet dig inspirere af personer fra dit liv?
Nej, ikke specifikt. Vi findes alle sammen i malerierne. Der er selvfølgeligt nogle, der er mere udprægede end andre. Fjolser kan være alt fra landsbytossen i Sydeuropa til de større fjolser vi kender fra historien: Alle komikere er vel vores offentlige fjolser, som laver et spejlbillede af os som kultur, og det er morsomt fordi vi kan genkende os selv i det. Chaplin er meget godt eksempel, fordi hans film i den grad var samfundsbevidst og kritisk. Det, som jeg mærker, når folk ser billederne, er at de med det samme begynder og kategorisere dem: ”Det ligner min underbo! Det ligner postmanden!” Jeg får faktisk et meget godt billede af hvordan publikummet reflekterer over andre folks udseende.
Udstillingen starter kronologisk fra 1991, med dine karakteristiske dystre og androgyne væsener. Senere hen ad vejen synes jeg, at de får en identitet, kendetegn og sågar et køn. Hvordan skete det?
Jeg begyndte så småt på det sent. Rekvisitter, som en kasket, havde jeg slet ikke brug for i starten. Det var et forsøg på at formidle nogle karakterer og noget fundamentalt om menneskeheden, hvor rekvisitter ville forstyrre. Laboratoriet udviklede sig også hen ad vejen ved at jeg eksperimenterede med hvor tæt jeg kunne nærme mig virkeligheden. I starten var det meget mere interessant at prøve at lave en helt abstrakt karakter. Meget sent hen i forløbet dukker en rigtig præst op, en rigtig dommer, en rigtig kok osv. Hvis jeg tænker tilbage, har hele processen været meget privat , hvilket gav en frihed og en tilfældighed. Da jeg begyndte med at male mine ’Fools’, havde jeg en serie af abstrakte malerier i gang sideløbende. Jeg undersøgte fuldstændige abstrakte, organiske former. Hvad er det, der gør at noget ser rigtigt eller forkert ud, når det endeligt ikke forestiller noget? De to ting besmittede på en eller anden måde hinanden og afspejler vores reaktion når vi kigger på kunst. Samtidigt havde jeg nogle eksperimenter med tilfældighed, og det undrede mig voldsomt, at selvom jeg brugte fuldstændigt tilfældige metoder så det arrangeret ud. Vores visuelle registrering er så stor, at det tilfældige bliver genkendeligt. Og det sker meget tit i Fools serien. Hvorfor genkender jeg det ansigtsudtryk eller det blik, eller endda farvesammensætning? Der er noget friskhed i de her billeder, fordi det ikke var meningen, at de skulle udstilles, jeg var lidt ligeglad, da jeg malede dem. Jeg var faktisk i tvivl helt op til åbningen om det var en god ide at udstille dem. Det er private malerier, fordi de er tænkt som kun for mine øjne. Forflytter man den status, river man også noget væk fra sig selv, og det var jeg lidt nervøs for.
Så udstillingen handler om en process?
Ja, fordi de har ikke haft det samme mål, som så mange af de andre billeder. Og så fordi de er så enkle, det er jo bare et 30x30 cm portræt. Når jeg laver større billeder, tænker jeg meget mere over ’hvad’, ’hvorfor’ og ’hvordan’. En sjælden gang imellem fanger jeg noget, som jeg vil overføre i et større værk. Man kan ikke bare overføre friheden og letheden fra et mindre værk til et større billede. Der bliver man nødt til at finde en lethed, der virker i de størrelsesforhold.
Kan du fortælle mig lidt om den symbolik, du anvender i dine malerier?
Første gang jeg brugte citronen, stod jeg med et billede der i den grad manglede nogle elementer. Det var i den periode, hvor jeg stort set havde taget al farve ud af mine billeder. Citronen antændte hele maleriet og så begyndte jeg at efterrationalisere symbolikken. En citron er et fantastisk illustrativt billede på liv. Smuk og sund ser den ud, men bider du i den, er den ualmindeligt syrlig. Ud af citronen kom ægget, som jo er et stærkere symbol på livet. Det dukkede op, fordi jeg nærstuderede en detalje i et maleri af Velázquez, nemlig et fad med æg. Det er så fucking godt malet, og så kan symbolikken være ligemeget. Det er det samme som at høre Beethoven, hvor det gør helt ondt. Det er så sublimt lækkert.
Hvor stor en rolle synes du underbevidstheden, det dyriske og måske endda det helt perverse spiller i værkerne?
Jeg ved sgu ikke engang hvad underbevidstheden er, det er vel ikke underbevidst hvis man tager fat i det. Men jeg bruger det hele tiden i en forskydning. Det er underligt at starte med et hvidt lærred og så langsomt bygge noget op, som vi reagerer på, til trods for at vi samtidigt ved, at vi står og kigger på noget, der ikke er hvad det forestiller. Det i sig selv gør, at jeg nogle gange tænker på hvad det vil sige at en krop er en krop, for eksempel. Og jo mere jeg maler den ideelle krop, jo mindre interessant bliver det. I mine øjne ville det være endnu mere perverst hvis jeg satte mig til at male det absolutte ideelle menneske. Man afskærer stort set hele verden i at være med. Men jeg sårer jo ikke nogen ved at male de ting jeg gør, jeg kan male dem lige så groteske som jeg vil. Og det er jo ikke noget nyt i kunsthistorien. Hvis du kigger på gamle japanske og kinesiske tegninger, er de både ekstremt meget mere perverse, groteske og uhyggelige. Linien mellem groteskhed og normalitet er tynd. Det perverse og groteske bliver svært at overgå når man tænker på hvad vores hoveder bliver fyldt op med hver eneste dag; reklamer og larm fra fjernsynet. Hvis ikke det er perverst, så ved jeg ikke hvad er. Jeg er på en eller anden måde indskrænket i begge ender – ideen om skønhed er blevet stjålet og misbrugt så mange gange, at jeg bliver nødt til at flytte mig væk fra det. Der er også rigtig mange, der har stjålet ideen om hvad der er grusomt, perverst, voldsomt og vigtigt. Der får jeg også stjålet mine hænder.
Kan du fortælle mig lidt om processen når du maler dine ’Fools’. Hvornår tænker du at du har fat i noget fundamentalt om menneskeheden?
Hvis bare jeg var så sikker. Jeg har ødelagt masser af Fools, fordi jeg lige skulle prøve et eller andet. Det kræver års træning at give sig tid nok til at lade et billede hænge i et par dage, før man gør noget ved det. Man skal passe på den umiddelbare begejstring for success, fordi det kan narre. Ligesom som man skal passe enorm meget på de ekstremt depressive dage, hvor man kan smadre en hel masse der er godt fordi man ikke kan se noget som helst godt foran sig. Jeg er blevet bedre til at ligesom bare lade tingene stå og give mig besked hver dag. Så det er en process, det er aldrig en klokke, der ringer når jeg får fat i noget. Der kan være detaljer hvor jeg tænker at de er perfekte, men det er sjældent. Der er to ting, der kan ske: Enten bliver billedet uinteressant, eller så slutter dialogen også selvom man bliver ved med at kigge på det. Så kommer den næste test, hvor man udstiller det offentligt. Når man sætter det i en anden kontekst, i et andet lys og sammenhæng, kan man stadig nå at blive overrasket. Nogle gange passer billederne alt for godt til den institution eller den sammenhæng. Billedet skal også kunne lave modstand når det bliver hængt ellers er det gennemtrængeligt. Tit irriterer institutioners hvide vægge mig. Tit kigger jeg tilbage på mit arbejde og tænker at jeg måske har fejlvurderet et værk, altså, nogle gange er det gode billeder, men det er mig, der var noget galt med. Jeg havde åbenbart bare brug for at flytte mig selv og mit sind, eller også har jeg bare haft en dårlig dag. Der er mange følelser på spil når man maler, fordi det hænger alt sammen på dig selv. Laver jeg en brøler, kan jeg ikke skyde skylden på nogen som helst. Der er kun en gruppe kunstnere der har det værre og det må være skuespillere, fordi de har kun deres egen krop til at arbejde med. Det er vel også derfor kunstnere nogle gange kan opføre sig enormt selvoptaget. Måske drejer det sig om en enorm skræk for, hvad man har sat sig i gang. Det er svært at sige.
Hvorfor tror du at vi som mennesker ikke kan stirre galskaben lige i øjet?
Vi er rædselslagne for den mindste lille afvigelse. Selvfølgelig er vi bange for at vores omgivelser forskyder sig, men først og fremmest er det frygten for en forskydning inden i os selv. Hvis du kigger på virkeligheden er det ren galskab. Angsten er overdøvende i ethvert menneskes liv. Angsten for at blive vanvittig, men også angsten for at være for normal. Det er et grundlæggende træk i os alle sammen. Angsten kan blive så fremtrædende, at den faktisk bliver til galskab i sig selv. Det kan lede til en masse frygtelige ting, eksempelvis et politisk system, som fjerner alt der afviger fra normen. Derfor er det vigtigt at turde at kigge på galskaben og at have nosserne til at mærke efter hvad der sker, hvis man sætter et ben uden for normaliteten. Kulturer blomstrer, når de ramler ind i hinanden og hvis man tillader nysgerrigheden. Det er også vigtigt at kigge på andre kulturer for at få lidt perspektiv. Jeg mener, hvordan kigger den østlige kultur på den vestlige osv. Vi har lettere ved at dømme andre kulturers ekstreme skønhedsidealer, men vi kan ikke se alle de ekstreme ting vi gør for vores skønhedsidealer. Fordi så skal vi lige pludselig til at kigge på, hvad der er galt med os selv.