60 år: Kunstneren, der blev folkeeje på trods

At kalde Michael Kvium en ener er nærmest en underdrivelse. For han har som få formået at blive noget nær folkeeje, og det selv om hans værker langtfra er fornøjelige.

Kvium har det nemlig med at vise os, hvordan vi virkelig ser ud – inde under tøjet, facaden, og hvad vi ellers kan finde på at gemme os bag. Men Kvium peger aldrig fingre ad os. Faktisk nærmest tvært imod, for i årtier har han befolket sine lærreder med mennesker, der synes at have et vist slægtsskab med kunstneren selv.

Kviums kødelige familie stammer fra Horsens, hvor han voksede op i en stor katolsk familie. Som ganske ung tegnede han karikaturer for Horsens Folkeblad, indtil han i 1979 blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Her blev han undervist af professorerne Albert Mertz og Stig Brøgger, men Kvium fandt også sine helt egne cirkler som Værkstedet Værst, der i begyndelsen af 1980’erne bestod af blandt andre Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz, Dorte Østergaard Jakobsen og Lars Nørgård.

Fra sidst i 80’erne og et årtis tid frem var Kvium en del af performancegruppen Værst, der blev kult i kunstkredse med videoværket ’Grød’ (1986), og som desuden performede fra Galleri Kongo over Aarhus Festuge til Arken i Ishøj.

Sammen med Lemmerz skabte Kvium desuden filmene ’Voodoo-Europe’ (1992) og den otte timer lange ’The Wake’, inspireret af James Joyces roman ’Finnegans Wake’.

Det var ligeledes sidst i 90’erne, at Kvium kastede sig over scenografien, som han stod for både til Betty Nansen Teatrets ’Alice i underverdenen’ og Tom Waits’ ’The Black Rider’.

Fra sidst i 80’erne og et årtis tid frem var Kvium en del af performancegruppen Værst, der blev kult i kunstkredse med videoværket ’Grød’ (1986), og som desuden performede fra Galleri Kongo over Aarhus Festuge til Arken i Ishøj.

Sammen med Lemmerz skabte Kvium desuden filmene ’Voodoo-Europe’ (1992) og den otte timer lange ’The Wake’, inspireret af James Joyces roman ’Finnegans Wake’.

Det var ligeledes sidst i 90’erne, at Kvium kastede sig over scenografien, som han stod for både til Betty Nansen Teatrets ’Alice i underverdenen’ og Tom Waits’ ’The Black Rider’.

Memento mori

I 90’erne kommer de bandageindbundne menneskefigurer til som en flok levende mumier, sårbare og sårede, forfærdende – og noget så frygteligt genkendelige. Kvium lægger ikke fingrene imellem, når han gør opmærksom på kødets forfald og altings forgængelighed. Også her er han idémæssigt på linje med 1600-tallet, men denne gang ligger slægtsskabet hos de nederlandske stillebenmalere, der med deres memento mori-malerier minder os om, at vi alle skal dø.

Siden er der skudt blege birkestammer op i Kviums malerier, ligesom han i en årrække har eksperimenteret med at sammensætte sine værker af flere lærreder, gerne i forskellig størrelse. Det kunne man sidste år se hos Nils Stærk, hvor Kvium viste udstillingen ’Painter’s Nest’, som jeg begejstret og glad gav fem hjerter. Ligeledes i 2014 indtog han ARoS med ’Fools’ og havde separatudstillinger i både Gallery Brandstrup, Oslo, og Galleri Franz Pedersen i Horsens.

Lige nu er han aktuel på Dunkers Kulturhus i Helsingborg, og på DR’s hjemmeside kan man streame portrætfilmen ’Det skinbarlige øje’ om maleren, der har udstillet og solgt værker fra Beijing til New York og er blevet hædret med både Eckersberg Medaillen, Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse og et ridderkors.

Måske man kunne tro, at en kunstner som Kvium må være en indadvendt og tynget mand. Men faktisk er han vældig godt selskab – og så har han sådan et ansigt, man bare ikke bliver træt af at kigge på.

Selv synes han, heldigvis, heller ikke at blive træt, hverken af at male eller stille de helt store, centrale spørgsmål, som hans kunst altid kredser omkring. Præcis ligesom det store publikum aldrig bliver træt af at lade sig konfrontere med selvsamme kunst!