image

Landstingssalen på Christiansborg er blevet udsmykket af billedkunstneren Erik A. Frandsen. (Foto: Per Bang/Altinget.dk)

ANMELDELSE: Erik A. Frandsens udsmykning af Landstingssalen er en mesterlig løsning og et stort plus for Christiansborg. Sådan lyder anmeldelsen fra Lisbeth Bonde, cand.mag. og kunstkritiker.

“Erik A. Frandsen har tilført Landstingssalen en ny, historisk dimension og præsteret en kunstnerisk udsmykning, der på én og samme tid bevarer og fornyr landstingssalens samlede udtryk,” sagde Mogens Lykketoft, da den nye udsmykning blev afsløret den 18. marts 2014.

Skønt Folketingets formand ikke er kunsthistoriker, har han set rigtigt: De fire kvadratiske monumentalmalerier, hver på 4 x 4 m, og de ni kultegninger på lærred, som måler 175 x 350 cm, bringer en bid af vores samtids levede liv ind på Tinge og forlener det kæmpemæssige rum med intimitet, lys og farver, så det hele kommer op at svinge. Hvis værket var et stykke musik, ville man sige, at det var komponeret i lyse toner og i dur.

Udsmykningen er kongenial med de hvidmalede, neobarokke blomsterudskæringer, som pryder paneler og døre i denne del af Christiansborg, som blev indviet i 1918, og som i udgangspunktet var ret kitschet. Samtidig med de intime motiver evner Erik A. Frandsen (f. 1957) at bevare Landstingssalens storhed og monumentalitet.

Udsmykningen er den største i Christiansborgs historie næst efter Rasmus Larsens 268 m lange blomsterfrise fra 1920’erne med de humoristiske og magtkritiske budskaber i Vandrehallen.

En kunstner der tør gå planken ud

Det er ikke nogen nem øvelse at skabe monumental kunst til et sådant officielt rum midt i magtens højborg, men nok engang beviser kunstneren, at han ud over at være en fintmærkende kolorist, der mestrer et subtilt farvespil på fladen, også er sig selv tro som innovativ kunstner, der tør gå planken ud, selv når han skaber kunst til repræsentative rum.

Igennem mere end 30 år har han eksperimenteret med udtryk, materialer og medier som ingen anden kunstner i sin samtid. I tilgift har han en arkitekt i maven, forstået således at han evner at skabe stedsspecifik kunst, der går i dialog med en given arkitektur, og som forholder sig dialogisk og dialektisk til den funktion og den kultur, som disse rum repræsenterer. Det har han vist ved flere lejligheder.

Lad os her nøjes med at nævne hans kendteste udsmykning, som han skabte til Frederik 8.s Palæ i 2010. Her kreerede han med stor lydhørhed og raffinement en række spejlbilleder med blomstermotiver til Taffelsalen. Disse var udstanset af en boremaskine med forskellige børstehoveder.

Desuden føjede han et ovalt blomstermotiv i marmorstuk til væggen i kronprinsesse Marys arbejdsværelse. Her havde han malet en blomsterbuket, der havde stået i hans lejlighed på Fælledvej på Nørrebro. Blomsterbuketten var en hilsen fra folket til kronprinsparret, hvis palæ en gang bliver residensbolig.

Nyt liv til Landstingssalen

Erik A. Frandsens værker til Landstingssalen vækker rummet til live og giver det karakter. Som så ofte før ”botaniserer” kunstneren med penslen. Hvor mange gange har man ikke dømt maleriet dødt - og da især blomstermaleriet, der traditionelt ses som et dekoraktivt og ufarligt motiv, som tilbage i kunsthistorien navnlig blev dyrket af de kvindelige malere. Dette skyldtes naturligvis, at blomsterne var lige for hånden for kvinderne, der tilbragte størsteparten af deres liv i hjemmet.

I den danske kunsthistorie har vi imidlertid fremragende blomstermalere, ikke mindst I.L. Jensen (1800-1856), der ofte gav sine rigt orkestrerede og koloristisk mangfoldige blomsterflor et symbolsk indhold. På spørgsmålet om, hvorfor en tidligere rebelsk, oppositionel og vild maler som Erik A. Frandsen har begivet sig ud i dette fredelige og dybest set dekorative motiv, svarede han en gang i et interview ved undertegnede i Weekendavisen (nr. 20, 2007): "Blomster er de eneste kønsorganer, vi sætter frem på spisebordet … Mine motiver knopskyder. Jeg anser ikke selv blomstermotiverne som værende i modstrid med mine tidligere motiver.”

Efter mange værker og eksperimenter fandt Erik A. Frandsen ”frem til familiebillederne med afsæt i fotos. Personerne i disse billeder er gestalter – eller spøgelser - fordi jeg anvender farvenegativer som udgangspunkt. Og videre herfra kom jeg til blomsterbillederne, der bliver … næsten abstrakte … når jeg isolerer farverne. Jeg tilstræber generelt, at mine værker er modsatrettede udsagn i et komplementært forhold, og i begyndelsen hængte jeg derfor farvenegativer op sammen med malerierne for at understrege denne dobbelthed. Imidlertid begyndte folk at tale om, at blomsterne var malet i negative farver – og det er der ikke noget, der hedder - men som konsekvens af dette fjernede jeg negativerne”.

Påmindelse om et liv uden for Borgen

Med sit enkle og sikre greb refererer Erik A. Frandsen til kunsthistorien i form af barokkens og rokokoens dekorative kunst, til art-deco og jugendstil, men samtidig vinker han til pop- og neopopkunstnere som Warhol, Jeff Koons og Gary Hume. Tre af de fire malerier i Landstingssalen har motiv fra Erik A. Frandsens hjem på Fælledvej ligesom i Frederik 8.s Palæ – heraf et enkelt, hvor man har kig ud til gården – mens et tredje har motiv fra hans atelier på Nordfalster.

Han har leget med billedrummet og har brudt det op ude i siderne, så rummet virker kalejdoskopisk og let forskudt, som hvis man foldede et fotografi på de lodrette ledder. Han har også indført nogle sjove, kitschede elementer såsom en ”sang fra de varme lande” i egenskab af en lille skulptur af en sort sanger, der står på bordet i et af værkerne.

Der er prunkløse grøftekantsblomster i vaserne ved siden af købeblomster – fra valmuer til liljer – der er opvaskemidler, baljer, vaser, en hvidprikket rød skål med en knaldgul citron, sprossede vinduer, som lyset vælder ind ad, to tomme champagneglas, der venter på at bliver fyldt ved næste festlige lejlighed. Der er lidt rod og almindeligheder på spil, og således påminder Erik A. Frandsen politikerne i Folketinget om, at der er et højst virkeligt liv uden for Borgen, som de skal prioritere.

Et stort plus for Christiansborg

Oven over de kvadratiske nicher med malerierne hænger som nævnt kultegningerne, der også virker som afspærringer af de nu sløjfede tilhørerloger. De danner fin kontrast til de gennemarbejdede oliemalerier. Skitserne har Erik A. Frandsen tegnet efter malerierne. Her gentager maleren elementer fra malerierne og har tegnet dem op luftigt og med løs hånd, for derved at undgå, at de ”maser” malerierne nedenunder.

Den nye udsmykning af Landstingssalen er blevet installeret efter en omfattende renovering. Den levendegør rummet, som før manglede markante kvaliteter og var ret kedsommelig. Nu ruskes der - heldigvis uden at der gøres vold på nogen - op i mødedeltagerne, hvis øjne har rigeligt at "græsse” af under møderne, idet de indbydes til en spændende billedquiz, når de skal bestemme, hvilke malerier skitserne henviser til.

Udsmykningen er på den ene side forankret i det 21. århundredes første årtier med de mange tidsspecifikke hverdagsrekvisitter, og på den anden side løftes man ind i evigheden, fordi de malede rum er så smukke, så komplekse og så gennemlutrede af lys. Det er en mesterlig løsning og et stort plus for Christiansborg, der i de senere år er blevet opdateret med mange spændende, nye kunstværker, navnlig i gruppe- og mødeværelserne.

Back To Top